International Pandekagedag

International Pandekagedag 1. marts.

Hvem elsker ikke pandekager?  – Det gør både voksne og specielt børn! Nu har du endnu en god undskyldning for at spise pandekager på en helt almindelig tirsdag – det er nemlig International pandekagedag tirsdag d. 1. marts 2022.

Hvor stammer pandekager fra ?

Der findes forskellige beskrivelser af pandekager 500 år tilbage i verdenshistorien. I Danmark menes pandekagen at være opstået af at spisekammeret skulle tømmes før fasten startede. Ingredienserne som æg, smør og mælk blev derfor forvandlet til pandekager.

Gammeldags pandekager

Igennem tiden har pandekagen udviklet sig til mange forskellige varianter – men den gammeldags flade pandekage serveret med sukker, syltetøj og is er stadig den mest velkendte og en storfavorit her i landet. Den kan bages på en almindelig pande men er nemmere på pandekagepande med lave kanter. Disse serveres typisk som eftermiddagsmåltid eller dessert.

Opskrift – gammeldags pandekager
  • 150 g / 2,5 dl hvedemel
  • 3-4 dl mælk
  • 50 g smør
  • 3-4 æg
  • ½ tsk salt
  • 2 tsk sukker (kan udelades)
  • 1 tsk vaniljesukker (kan udelades)
  • ½ tsk kardemomme (kan udelades)
Fremgangsmåde:

Hæld mel i en skål og hæld ½ delen af mælken i. Pisk med en håndmixer/stavblender/blender så der ikke er nogen klumper. Pisk resten af mælken i til dejen er klumpfri. Pisk æg i et ad gangen og tilsæt salt/sukker/vaniljesukker/kardemomme og pisk dejen jævn. Stil dejen i køleskabet i en halv time. Varm panden op på middelvarm og kom lidt smør på panden før pandekagerne steges gyldne på hver side.

Man kan holde dem varme i ovnen på ca. 70 grader og de kan opbevares tildækket i køleskab i et par dage – men anbefales ikke at fryse.

Amerikanske Pandekager

En anden storfavorit er amerikanske pandekager, som er lidt tykkere i konsistensen og typisk serveres med sirup og frisk frugt som morgenmad, når det skal være lidt lækkert. De er efterhånden også en fast bestanddel i en velassorteret weekendbrunch. Prøv også at lave små søde pandekager i forskellige former med vores pandekagehjælper. Med garanti en favorit hos børnene.

Opskrift Amerikanske pandekager:
  • 200 g hvedemel
  • 2½ dl mælk
  • 1 æg
  • 1-2 spsk sukker
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk vaniljesukker
  • En smule salt
Fremgangsmåde:

Bland mel, bagepulver, sukker, vaniljesukker sammen i en skål. Smelt smørret og lad det køle lidt. Skil ægget og kom æggeblommen og mælk i skålen og pisk det sammen med de tørre ingredienser. Tilsæt det smeltede smør og pisk dejen jævn og lind. Pisk æggehviden stiv og rør den forsigtigt i dejen med en grydeske. Steg pandekagerne på en middelvarm pande og vend dem når der er bobler i og de er brune på undersiden.

Nu bliver det svære så, at vælge hvilken topping du vil servere dem med! – vi foreslår friske bær og ahornsirup – men ungerne vil nok foretrække flormelis og syltetøj – for slet ikke at tale om Nutella!

Bon appetit !